En smule stilhed før stormen

En smule stilhed før stormen
En smule stilhed før stormen

Det midt- og vestjyske teaterpublikum behøver ikke længere misundeligt læse og høre om de spændende teaterforestillinger, som opsættes på de eksperimenterende og mindre scener i hovedstaden.

Med ”En smule stilhed før stormen” venter der en fornøjelig aften.

Forestillingen havde premiere i efteråret 2008 på Husets Teater, og der var så stor interesse, at den blev genopsat på den samme scene i januar i år.

Paul Hüttel, Thomas Mørk og Mads Wille spiller tre selvoptagede stjerneskuespillere fra hver sin generation, der skal diskutere teater, kunst og virkelighed foran et livepublikum. Mens de sidder på scenen og venter på publikum, går diskussionen allerede i gang og udvikler sig snart til et nådesløst opgør imellem de tre engagerede og kompromisløse mænd.

Med en blanding af spiddende kritik, knivskarp satire og absurd komik tager ”En smule stilhed før stormen” teatret i kraven og giver det en ordentlig én over nakken – både som kunstart og branche. Teksten er skrevet af den nu 42-årige Theresia Walser, der er en af Tysklands mest interessante og produktive yngre dramatikere.

”En smule stilhed før stormen” var i fjor nomineret til Reumert-Prisen som ”Årets Store, lille Forestilling”. Det skete efter, at Morgenavisen Jyllands-Posten i sin anmeldelse kaldte den ”særdeles underholdende og begavet”. ”Skarpslebent, skægt og uhyre velspillet. Ualmindelig raffineret og vittig forestilling,” skrev Politiken.

Instruktør: Christoffer Berdal. Scenografi: Nina Flagstad.

Bag opførelsen i Holstebro står et nyt samarbejde mellem Odin Teatret, Nordvestjydsk Teaterkreds og Musikteatret Holstebro. I fællesskab forsøger de at hente nyskabende teater til landsdelen. Det er en særlig chance for publikum til at opleve scenekunst på en anden måde.

Opførelserne sker med støtte fra Kunstrådets scenekunstudvalg gennem et nyoprettet turnéteaternetværk, der har til formål at sprede nyskabende teater til hele landet. 

Læs mere om forestillingen hos Husets Teater og hos Comedieteatret.