Hjerl Hedes Frilandsmuseum

Hjerl Hede er en af Danmarks største og mest velbesøgte turistattraktioner, som rummer både den gamle landsby, stenalderbopladsen, et skovbrugsmuseum, en samling af gamle danske husdyrracer og en historisk legeplads.

Hjerl Hede er blandt andet kendt for sin levendegørelse. Hver sommer og i tre weekender op til jul befolkes de gamle gårde og huse med mere end 100 personer, klædt i gamle dragter, så gæsterne kan se, hvordan livet levedes på landet for ca. 150 år siden. Der arbejdes hos bødkeren og karetmageren, der smedes hestesko, væves, kartes og spindes. Der brændes brændevin, slagtes, bages, tilberedes mad på komfur eller åben ild og vaskes ved gadekæret. I skolen undervises efter gamle metoder med "krabasken" liggende meget løs i lærerens hånd, og studeforspandet skramler sindigt rundt på de brolagte veje.

Hjerl Hede er et besøg værd for hele familien, og der er oplevelser til en hel dag.

Hjerl Hedevej 14
7830  Vinderup    

Tlf.: 9744 8060 – Fax: 9744 8502
Yderligere information: Hjemmeside: http://www.hjerlhede.dk

Åbent: 1.4. – 31.10 kl. 10-17, samt tre weekender op mod jul kl. 10-17